9 interessante fakta om Den Blå Moské i Istanbul

Den Blå Moské er ikke det officielle navn på det ikoniske vartegn. Den hedder oprindeligt Sultan Ahmed-moskeen, opkaldt efter Ahmed I, som var sultan i Det Osmanniske Rige fra 1603 til 1617. Han lod den opføre i 1609, deraf navnet Sultan Ahmed-moskeen. Hans grav ligger på den nordlige side af moskéen ud mod Sultanahmet-parken.

Sultan Ahmed-moskeens mål var at overgå Hagia Sophias storhed, hvilket førte til moskeens imponerende størrelse og indviklede detaljer. Han ville vise sin fromhed og spejle sine osmanniske forfædre. Han deltog aktivt i og overvågede opførelsen af moskéen og arbejdede endda som arbejder på dens første dag. Det menes, at omkostningen til byggeriet oversteg 180 millioner akçes.

Bare 19 år gammel begyndte Sultan Ahmed-moskeen at bygge moskeen, hvilket udløste kritik fra osmanniske lærde og offentligheden. I modsætning til tidligere sultaner, der brugte krigsbytte til moskeer, brugte Sultan Ahmed-moskeen midler fra skatkammeret på grund af militære tilbageslag mod Habsburgermonarkiet og Persien. Byggeriet begyndte i 1609 på det tidligere byzantinske palads, der symbolsk nok vender ud mod Hagia Sophia og Hippodromen.

Moskeen kan prale af omkring 20.000, turkisfarvede, håndlavede Iznik-fliser sammen med blåmalede øvre niveauer, hvilket skaber et fascinerende interiør. Ordet 'Iznik' kommer fra et populært område under det osmanniske styre. På grund af de overvejende blå fliser fik moskéen tilnavnet 'Den Blå Moské'. Disse fliser viser indviklede blomstermønstre som tulipaner, cypresser, roser og frugter, der fremkalder billeder af et frodigt paradis.

Moskeen står på resterne af det store palads i Konstantinopel, som lå på det, der nu er Sultanahmet-pladsen. Det hed oprindeligt Hippodromen og var et stort stadion til vognløb. Nogle monumenter fra dette historiske sted står stadig på pladsen. Moskeen er nabo til Hagia Sophia og skaber en ikonisk skyline, der symboliserer blandingen af byzantinsk og osmannisk arkitektonisk stil.

Den Blå Moské med sine ikoniske seks minareter viser klassisk osmannisk arkitektur i Istanbul. Indenfor er der 20.000 Iznik-fliser i det høje loft med indviklede blomstermønstre. Interiøret er belyst af 260 vinduer, der engang var prydet med glasmosaikker fra det 17. århundrede, som nu er erstattet af kopier. Den har også en stor kuppel og otte mindre, hvilket skaber et visuelt imponerende sted for tilbedelse.

Under det osmanniske styre havde de fleste moskéer en, to eller fire minareter. Den Blå Moskés seks minareter vakte derfor bekymring, især fordi Den Store Moské i Mekka var den eneste, der kunne prale af det samme antal. Det menes også, at sultanen oprindeligt ønskede gyldne minareter, men på grund af budgetbegrænsninger byggede arkitekten Sedefkâr Mehmed Ağa seks almindelige minareter med henvisning til høreproblemer.

Sultan Ahmet-moskeen var mere end bare et sted for tilbedelse; det var et kompleks med forskellige sociale formål. Ud over sin religiøse funktion rummede den en madrasa, et hospital, et imaret (suppekøkken), en folkeskole, et marked og en grav for den kongelige familie. Et værelse kaldet 'Muvakkithane' var reserveret til astronomer, der lavede beregninger for bønnetider. Desværre blev mange af disse bygninger revet ned i det 19. århundrede.

I 1985 tilføjede UNESCO Istanbuls historiske områder til sin verdensarvsliste. Disse områder ligger på en halvø omgivet af Marmarahavet, Bosporus og Det Gyldne Horn og kan prale af mesterværker som Den Blå Moské og Topkapı-paladset. Disse vartegn er anerkendt for deres historiske betydning og bidrager til Istanbuls rige kulturarv.